Friske trøfler. Køb trøfler til det professionelle køkken


Trøflerne har forskellige sæsoner. Sommertrøflen trumfer på sæsonlængde, mængder og ikke mindst pris. Med sommertrøflen får du mest for pengene, for den har en snitpris på ned til ca. 900 kr/kg.


Kalu får friske trøfler hjem hver uge, priserne varierer og vi anbefaler dig derfor altid at ringe til os for at høre prisen. Som udgangspunkt lander trøflerne i Kalu onsdag.


De forskellige trøffelsorter
Duften og smagen af en trøffel er ret svær at definere – en kombination af jord og svampe. Denne besynderlige svamp – også kaldet ”den sorte diamant” eller ”den sorte perle” – vokser under jorden i det sydlige Europa. Den friske trøffel har en utrolig kraftig smag og aroma, og der skal derfor ikke bruges ret meget når den indgår i en ret. Der findes sorte og hvide trøfler, faktisk i fem varianter. Nedenfor har du de sorter, som du kan købe i løbet af året hos Kalu.


Den hvide trøffel (Tuber Magnatum).
Sæson 1. oktober –  31. december
De hvide trøfler kaldes også for ”Piemonte” trøflen og er i sæson fra oktober til december. De er de mest kostbare og koges og tilberedes næsten aldrig. De er meget karakteristiske med deres skarpe næsten hvidløgsagtige aroma. De skæres i tynde skiver og strøs over den ret de skal give deres særlige præg. Som navnet antyder finder man denne trøffel i Piemonte området i det nordvestlige Italien.


Den hvide forårstrøffel (Tuber Albidum Pico/Bianchetti)
Sæson 1. februar – 30. april
Forårstrøflen Tuber Albidum bliver også kaldt for ”Bianchetto” trøflen og findes bl.a. i Toscana og Piemonte. Den har en glat, hvidlig til rødbrunt ydre og et mere hvidligt marmoreret indre. Den har en aromatisk og kraftig aroma, en mild smag og spænder i størrelse fra hasselnød til golfboldstørrelse.

Den sorte sommertrøffel (Tuber Aestivum).
Sæson 1. maj – 30. november

Den sorte sommertrøffel og den sorte vintertrøffel ligner hinanden meget udenpå. Det er først når de skæres over, at man ser at sommertrøflen er lys grå til mørkebrun indeni med en grov tegning. Den sorte vintertrøffel, eller ”Perigord” trøflen, er derimod mørk grå til sort indeni og har en meget fin tegning. De sorte sommertrøfler starter sæsonen i maj med at være meget lyse indeni og lette i aromaen. Sidst på sæsonen i september/oktober opnår de en mørkere farve og en kraftigere aroma. Sommertrøfler finder vi primært i middelhavslandene Italien, Frankrig og Spanien.

Den sorte sommertrøffel (Tuber Uncinatum).
Sæson 1. oktober – 31. december
Den sorte sommertrøffel Uncinatum bliver også kaldt for “Burgundy” trøflen. Den bliver høstet i det sydlige Italien og ligner meget den sorte sommertrøffel Aestivum med sit sorte ydre. Dens indre er dog lysere i farven med mælkechokoladefarvet kød marmoreret med hvide årer. Dens aroma er mere intens end Aestivum trøflen, måske fordi de modner senere, og smagen er mild og aromatisk.

Den sorte vintertrøffel (Tuber Mélanosporum)
Sæson 15. november – 15. marts
Den sorte vintertrøffel er i sæson fra december til februar. I starten af sæsonen er trøflerne lidt lysere i farven og med en mildere aroma end sidst på sæsonen. Sammenlignet med den sorte sommertrøffel har vintertrøflen dog en meget kraftigere aroma. Perigord har lagt navn til denne trøffel, men i dag findes der ikke mange trøfler i denne egn af Frankrig. Provence i Sydfrankrig, Umbrien og Toscana i det sydlige Italien og Castilien og Catalonien i Spanien er i dag hovedleverandører.