Stegt and med æbler og svesker 

Ingredienser

Ingredienser til 4 personer:
1 frisk berberiand på ca. 3 kg
12 udstenede svesker
3 madæbler
salt, peber
Til sovsen:
vingespidser, hals og andet ureelt fra anden
1 lille gulerod
½ porre eller løg
1 stykke selleri
10 peberkorn
1 laurbærblad
½ l vand
1 spsk mel 

Tilberedning

Skær halsen og vingespidserne fra anden. Gør grøntsagerne i stand og del dem. Svits det hele i lidt af andefedtet til det er brunt men ikke branket og kom vand ved, så det dækker. Lad bouillonen koge mens anden steger, si den til sidst og skum fedtet fra. Gnid anden indvendig og udvendig med salt og peber og fyld den med æblestykker og svesker. Luk med kødnåle. Stil anden med brystet nedad i en 250o C varm ovn og steg den i 20 minutter. Hæld fedtet fra, vend den og skru ned for varmen til 160o C. * Hæld vand i bradepanden og steg anden i 1½ – 2 timer, hæld evt. mere vand i bradepanden hvis fedtet begynder at brænde. Tag anden op og lad den hvile mens sovsen laves. Hæld stegeskyen fra bradepanden og skum af for fedt. Varm noget andefedt op i en gryde og rør melet i, lad det brune under omrøring. Spæd med bouillon og stegesky og lad sovsen koge godt igennem og smag evt. til med salt og peber. Grav fyldet ud af anden før den skæres ud i passende stykker. * Hvis man vil undgå for meget røg i køkkenet kan anden steges i en stegepose ved 160o C i 1½-2 timer. Skær den bagefter i passende stykker, stil den under en grill eller i en meget varm ovn i nogle minutter, til skindet er sprødt. 

Tilbehør

Klassisk dansk tilbehør er rødkål og sukkerbrunede kartofler. Rødkålsalat med rosiner og smørristede små kartofler kan skabe lidt afveksling fra det traditionelle uden dog at bryde helt. God fornøjelse…