Insektpopkorn

Insektpopkorn
med Karl Johansalt


Snacks til 10 personer 


6 dl vand
2 dl tapiokamel (rismel kan også bruges)
1 tsk salt
50 g melorme (bland evt. flere forskellige insekter i)
neutral olie til friture 


Karl Johanpulver
100 g tørrede Karl Johansvampe
20 g salt
20 g løgpulver
1 tsk eddikepulver

Pisk vand og tapiokamel sammen og kog det op med salt og en teskefuld af Karl Johanpulveret. Tilsæt melorme og rør videre, så massen ikke brænder på. 


Når massen er meget sej og transparent, er den klar til at blive rullet ud. 


Smør to stykker bagepapir med meget lidt olie og rul den klistrede masse ud herimellem i ca. 2 mm tykkelse. Tør massen i ovnen ved 90 °C i 4 timer, eller til den bliver hård som plastik. Begge lag bagepapir bliver siddende på under tørring og slipper først, når massen er tør. 


Varm en gryde med neutral olie op til 180 °C og friter mindre stykker af insektchipsene i få sekunder, til de puffer op. Dryp af på køkkenrulle og drys med Karl Johanpulver, inden de serveres. 


Blend Karl Johansvampe, salt, løgpulver og eddikepulver til et fint støv i en god blender og opbevar det i en lufttæt beholder.
Opskriften er fra kogebogen 'Insectivore' af Rasmus Leck Fischer og Flemming Gernyx, Muusmann Forlag