Gul poussin med græskar-risotto 

Ingredienser

Ingredienser til 4 personer
2 gule poussiner
olivenolie
salt, peber
200 g græskar
1 l kyllinge- eller grønsagsfond
20 g smør
1 spsk. olivenolie
1 løg
2 hvidløg
300 g arborio ris
2 dl hvidvin eller tør vermouth
salt, peber
50 g smør
70 g friskreven parmesan  

Tilberedning

Skræl græskar og skær den i små tern. Skræl og hak løg og hvidløg og ha’ alle ingredienser parat til risottoen. Krydr poussinerne med salt og peber og steg dem gyldne på alle sider på en pande. Sæt dem i en 180 o C varm ovn i 20 min. I mellemtiden laves risottoen. Kog fonden op i en gryde og lad den stå og simre for svag varme, den skal bruges under hele tilberedningen af risottoen. Smelt smørret og olien i en gryde, tilsæt løg og hvidløg og svits dem, de må ikke tage farve. Tilsæt risene og svits dem til de er gennemsigtige under omrøring. Tilsæt græskartern og spæd med vin eller vermouth under omrøring. Nu tilsættes den første portion fond og lidt salt. Der røres hele tiden, så fonden suges op af risene. Fortsæt med at øse mere fond i under omrøring indtil risene er møre men stadigvæk al dente, det tager 15-18 min. Hvis der bliver fond i overskud kan den bruges til andet – hvis der ikke er nok kan man supplere med kogende vand. Tag gryden af varmen og rør smør og parmesan i. Læg låg på og lad risottoen trække i mindst 2 min. Poussinerne skæres i halve og anrettes på risottoen. Drys evt. med hakket persille.  

Tilbehør

En frisk grøn salat med løg og agurk kan ledsage retten.