And med grønærter 

Ingredienser

Ingredienser til 4 personer
1 berberiand på ca. 3 kg
3 dl andebouillon
1 kg friske grønærter eller 400 g frosne fine ærter
20 små perleløg
salt og peber
lidt andefedt  

Tilberedning

Gør anden i stand, skær hals og vingespidserne fra anden og gnid den ind- og udvendig med salt og peber. Det afskårne kan bruges til at koge andebouillonen sammen med nogle urter. Læg anden i et dybt ildfast fad med brystet nedad i en 250o C varm ovn og steg den i 20 minutter. Vend anden og brun den i 20 min med brystet opad. Hæld fedtet fra og skru ned for varmen til 160o C og kom et par dl bouillon ved, når varmen er dalet. Steg anden i yderligere 1-1½ time. Bælg ærterne hvis der bruges friske og giv dem et kort opkog i kogende vand og pil løgene. Steg løgene gyldne i lidt andefedt. Tag anden op og kog skyen sammen med resten af bouillonen i en gryde og smag til med salt og peber. Bland skysovs med ærter og løg og læg det omkring anden og steg i yderligere 10 min. Skær anden ud, læg den på ærteblandingen og drys evt. med lidt smulret sprødstegt bacon eller andeskind.  

Tilbehør

Små pillekartofler drysset med persille.