Agerhøne som i Normandiet 

Ingredienser

Ingredienser til 4 personer
4 agerhøns
100 g fersk spæk i tynde skiver
4-6 chalotteløg
2 æbler, gerne Belle de Boskop
50 g smør
½ dl calvados (kan udelades)
2 dl fløde
salt og peber  

Tilberedning

Gør agerhønsene i stand. Krydder dem udvendigt og indvendigt med salt og peber og ombind dem med spæk. Brun agerhønsene på alle sider i smør i en stor, tykbundet gryde. Tag dem op. Brun herefter de finthakkede løg i gryden og bagefter æblerne skåret i både. Lad dem tage farve og læg agerhønsene tilbage i gryden oven på æble-løg massen. Flamber evt. med Calvados. Hæld fløden ved, og lad fuglene mørne under låg i en god halv time. Et lår skal løsne let. Tag fuglene op og pisk sauce og æble ensartet i gryden. Anret agerhønsene i et dybt fad og hæld æblesaucen over. 

Tilbehør

Godt brød, løse ris eller pillekartofler kan serveres til. Og en grøn salat, gerne med æbler og nødder.